26. oktober 2016

AT FLYTTE HJEMMEFRA




Billeder fra mit værelse

Så gik der igen alt for lang tid mellem dette og mit sidste indlæg. Jeg synes simpelthen, at jeg har så meget at se til for tiden, og jeg var desværre ikke den heldige vinder af efterårsferie i sidste uge. 
Udover studiet bruger jeg for tiden en del tid på at indrette mig bedst muligt i min "nye" lejlighed, som jeg flyttede ind i for snart to måneder siden. Det er min venindes lejlighed, og jeg lejer så halvdelen af den, og det er simpelthen så hyggeligt! Vi har begge to kærester, som heldigvis kan rigtig godt sammen, hvilket resulterer i nogle rigtig hyggelige aftener, hvor vi alle fire spiser sammen. 

Jeg har egentlig ledt efter et sted at bo lige siden midt 3.G, og fandt først noget et år efter, at jeg fik huen på. Det har været en lang sej kamp, og det var bestemt ikke fordi, jeg havde det dårligt derhjemme, men da mine forældre er skilt og har været det i 13 år, og jeg ikke kunne vælge, hvem jeg ville bo hos, har jeg simpelthen pakket mine ting hveranden uge og flyttet fra den ene til den anden. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for mit eget sted, som var stabilt, for at kunne slappe ordentligt af, når jeg var hjemme. Selvom jeg altid har haft et virkelig godt og tæt forhold til både forældre og papforældre, har det faktisk også givet mig et langt mere afslappet forhold til dem, at jeg er flyttet. Min far sagde rigtig sødt den anden dag "Laura, min profeti er gået i opfyldelse. Jeg håbede sådan, at når du en dag flyttede hjemmefra, fik vi endelig tid til at snakke", og det er så rigtigt! Når jeg besøger mine forældre nu, er det fordi jeg savner dem og er i humør til at se dem, og så har vi bare nogle langt dybere og vigtigere samtaler. 

Jeg har egentlig altid været relativt økonomisk bevidst, men som jeg også skrev om i dette indlæg, bliver man simpelthen nødt til at retænke sin økonomi, når man pludselig ryger på SU. Så for tiden bruger jeg en del energi på at finde en god indkøbsteknik, der for eksempel gør det muligt at genbruge de samme råvarer flere dage i træk og lave nok mad til både aften og frokost. 

Jeg elsker at være flyttet hjemmefra, og selvom jeg til tider savner min familie, så bor de altså ikke mere end et kvarter på cykel væk. Når jeg er kommet ordentligt på plads i lejligheden og føler, at der ser ud, som der skal på mit værelse, så poster jeg selvfølgelig nogle flere billeder.

Ingen kommentarer: